Spacemermaid

Jeg er jo gammel urbanblogger og elsker den her portal! Der er fantastisk dygtige og ærlige skribenter med noget på hjerte, der samtidig er søde ved hinanden. Jeg tager ud på skoler for at fortælle om at blogge, og der bruger jeg altid Urbanblog og Fyldepennen som mønsterportaler med omsorgsfulde medbloggere, afhængigt af om man ønsker eksponering eller at gemme sig lidt.

Skriver klummer i Urban hver fredag, og det er jeg simpelthen så taknemmelig for. Og så ville jeg bare lige fortælle, at jeg efter et halvt års pause, så småt er begyndt at blogge igen på Spacemermaid1001 og udkommer med næste blook til efteråret. Forsiden kommer til at se sådan ud:

Omslaget er igen lavet af kunstneren Pernille Enoch - og jeg sværger, at det er Mac-mus (Not).

Bogen fortsætter, hvor “1001 tårs Tøsetanker” slap og blev også skrevet i fuld anonymitet på Fyldepennen, før jeg blev “opdaget” af Bogudvikling. Den sidste hed “En weblog”, men nu kommer den til at have undertitlen “En weblogroman”, selvom det hedder Blook.

Det er bare fordi, at ordet “blooks” ikke rigtig er slået igennem herhjemme endnu, så det ville være lidt for indforstået. Men jeg håber da, at der snart kommer flere om andre emner. I udlandet er der jo en vifte - alt fra soldater i krig og graviditetshistorier til at leve som dragqueen eller i fængsel…

God sommer!

Jeg talte med en igår, der havde misforstået, hvad min bog, “1001 tårs tøsetanker”, indeholder. Vil derfor lige forklare, at det er tekster, som ikke længere er tilgængelige offentligt på nettet. Skjulte alle teksterne i 2006, da en ven fandt mig.

Det var før urbanblog, og jeg skrev meget mere hud- (og hensyns)løst, fordi portalen fyldepennen var mindre og derfor intim. Jeg kunne ikke forestille mig, at nogen jeg kendte, ville læse med derinde. Så jeg skrev uden filter.

Lidt som Laura Palmers hemmelige dagbog (dog næsten uden Bob)

Hvis du vil læse min blog, så kig endelig forbi: Spacemermaid1001.dk

Jeg kommenterer stadig herinde og sletter ikke min blog, men mine daglige indlæg foregår andetsteds. Tak til Urban for en fantastisk tid. Det er en SKØN, førsteklasses blogportal med en sød redaktion og suveræne bloggere. Jeg skal ud på en skole og fortælle om blogs og vil klart anbefale urbanblog.dk.

Ps. I ved, hvor jeg er, hvis I får brug for en bagsideskribent eller andet

Jeg tør næsten ikke skrive det her. Lidt bange for Jan-T. Men skidt pyt. Mange, der har fulgt mig længe ved, hvor meget jeg har drømt om det her. Har lige læst min mail og kan simpelthen ikke tro det!

Femina modtog bogen og skrev til Politikens Forlag, at hvis inspirationen og lysten kom over mig, kunne jeg prøve at sende dem en klumme.

Gik en tur med min veninde, der er garvet klummeskribent. Jeg var nemlig begyndt på noget frygteligt intellektuelt og moraliserende. Hun sagde, at jeg skulle bruge egne erfaringer og mine evner som historiefortæller i stedet. Da jeg kom hjem, skrev jeg løs. Det var let og sjovt. En halv time og røde kinder senere var den færdig. Fjollet, og lige over kanten. Min veninde læste den og mente, jeg burde tone lidt ned. Og måske tage et nyt fokus.

Så gik jeg i stå. I to uger lå den og frøs, mens jeg rettede lidt i sproget. Men igår sendte jeg den alligevel. Og nu har jeg så fået en mail om, at jeg er velkommen i klubben til at levere faste klummer hver måned. Jeg KAN IKKE få armene ned. Min drøm! Forfatterskab og nu klummeskribent. Jeg har kæmpet og skrevet en del gratis. Nu sker der ting. Jeg ryster og er syg af glæde. Vil gøre ALT for at leve op til de fantastiske andre klummeskribenter på bladet, der blev nævnt som “kollegaer”.

Femina? Det er da for stort!

Min med-redaktør Suzette fra Bogudvikling har skrevet om ”1001 tårs tøsetankers” tilblivelsesproces. Hun har også lige ringet og forberedt mig på, at “chicklit” ofte får en hård modtagelse af anmeldere. Og at jeg ikke må tage det personligt. Det vil jeg så lade være med.  

Ihh…. bliver ret rørt (så skidt med smagsdommere):

http://www.bogudviklingsblog.dk/

Ps. Ja - der var faktisk 600 siders blog, og jeg skal nu igang med at redigere næste skud på stammen! Men først må vi jo se på, hvordan det går med min baby. 

Vores allesammens vagthund: Minnaboshund har spottet en blog, der reklamerer for divese produkter. Giver hende ret. Og så er det, jeg kommer til at tænke på min egen. Reklamerer jeg for min blogroman? Har faktisk købt et nyt domæne, fordi jeg gerne vil have lov til at skrive om bogen med god samvittighed. Men kan ikke få taget mig sammen til at oprette en ny hjemmeside og evt. blog, da jeg jo har det dejligt herinde.

Mit spørgsmål er: Må forfattere skrive om deres romaner på blogge? Er det reklame?

Personligt elsker jeg at læse Kjeldbergs blog om hendes bogs tilblivelse, og hendes finurlige tiltag med hovedpersoner, der holder blogs. Det er en ensom proces at være forfatter. Det er svært at få udgivet digtsamlinger og at få ja fra forlag.

Ved hjælp af blogs får man mulighed for et nyt netværk og kan dele oplevelser. Man kan diskutere, hvorvidt det kan betale sig at være medlem af Forfatterforeningen, om aviser kan tillade sig at love Haiku-tillæg og så skrotte det. Om det er en fordel selv at beholde filmrettighederne. Man går fra ydmyg kunstner til at kunne stille krav og føle en form for solidaritet med andre i samme situation.

Mest af alt har det for mig været en kæmpe lettelse at kunne skrive åbent om romanen. Jeg var meget nervøs, da jeg afslørede, at Spacemermaid udkommer, og jeg gik mig en lang tur, fordi jeg vidste, jeg ville blive vildt påvirket af jeres reaktioner. De betyder mere for mig, end anmeldere osv. I er jo mine læsere. Var også bange for jalousi og en form for udstødelse.

Men det har været fantastisk. Ikke kun fordi der var positiv respons, men også fordi at jeg ikke har venner eller familie, der blogger. Det er svært at skulle forklare, hvordan man kunne gøre noget så absurd, som at grine (kærligt) over familien med fremmede - eller beskrive sit sexliv. Som blogger forstå man, at der ikke er tale om udlevering eller ekshibitionisme, men om udveksling. Man bliver fortrolig med mange og føler sig selv priviligeret, når man kan følge med i andres liv.

Jeg kommer til at købe Kjeldbergs roman og har bestilt “Den tavse amerikaner” på biblioteket efter blog-omtale. Har tænkt mig at anskaffe Beologens digtsamling, og så krydser jeg alt, hvad jeg har for, at Borgen ser lyset og udgiver Digtafons.

Synes det er et privilegie at føle et tilhørsforhold til forfattere og deres værker, fordi man har fulgt med. Det er sindssygt svært at slå igennem og klare sig som kunstner. Og hvis forfattere ikke tager det redskab i brug, de er bedst til (ord), hvem skulle så?

For mig handler det mest om at skrive mig mod til at springe ud og klare pressens reaktioner (hvis der bliver nogen). Og at få forklaret hvor svær en beslutning det har været for mig. Så jeg håber ikke, jeg bliver stemt ud! Ville jo ikke kunne kalde mig forfatter om en måned, hvis det ikke var for mit blogliv.

Da vi skulle finde på en forside til min blogroman, ville vi gerne have noget, der var lidt skævt og anderledes. Jeg havde en masse elementer, jeg synes, det ville være sjovt at inkorporere - såsom pingvinstænger og andre af Spaces kendetegn. Jeg ønskede ikke en figur og slet ikke mit billede på.

Men jeg fik at vide, at det ville blive for collage-agtigt og ikke passe til en forside. Som illustrator havde Suzette fra Bogudvikling.dk lagt mærke til den unge kunstner Pernille Enoch, der har et galleri på Frederiksberg.

Da jeg fik det første, hurtige udkast, blev jeg svimmel. Og det var ikke af glæde. Hun havde valgt et ansigt af en pige med store hornbriller, hvor man kan ane genskærret fra en computer. Dette udstillede alle ikke-bloggeres fordomme om bloggere:

Jeg så for mig en pige, der var computernørd, trist og virkelighedsfjern. Det kunne ikke være længere væk fra Space, som netop levede livet meget intenst og blot brugte bloggen for at få styr på tankerne. Og følelserne. 

Pernille var en drøm at arbejde med, og vi diskuterede frem og tilbage, indtil hun sendte denne forside:

Jeg kan godt lide, at hun smiler lidt drømmende, og at hun er sorthåret, så man ved, det er en collage over en anonym blogger. Et par af mine gamle læsere synes ikke, hun helt er Space - men det er ok. Det er jo “bare” en illustration - ligesom tegningen af Spacemermaid på min blog.

Vi prøvede også billeder, hvor hun grinte med åben mund, men så gik der Nynne i den. Jeg kan godt lide dobbeltheden mellem rum og vand. Og den skøre ternede hale.

Ps. Tak til Yoda for udførlige instrukser mht at oploade billederne.

Tak for den fantastisk positive reaktion på min blogroman. Det varmede vildt! Har gået med tårer i øjnene hele dagen. Er overvældet og taknemmelig. Har printet kommentarerne ud, og de giver mig styrke, når jeg bliver nervøs for hele ´projektet´. Så kan anmeldere og smagsdommere bare komme an og kalde det navlepilleri af værste skuffe. Jeres opbakning betyder alt

Mht at udkomme anonymt, så er forsiden lavet, og der står mit navn ikke. Jeg har også fået taget forfatterportræt, hvor kun en del af min krop fotograferes - og det er ikke ansigtet. Tekst er også sendt afsted til bogkatalog uden mit rigtige navn.

Hele tiden har jeg været sikker på, at jeg ville udkomme anonymt, men nu er jeg i tvivl og skal beslutte mig!!!

Grunde til at være anonym:

- Passe på dem, jeg beskriver
- Ikke lade kollegaer læse med
- Hvis det bliver en fiasko, kan jeg skjule mig
- Undgå at føle mig blottet
- Være tro mod blog-genren og måden romanen blev til på
- Vil ikke være ´kendt´
- Vil helst være en ´ren´ tavle for en ny kæreste
- Undgå at skuffe mine læsere med mit udseende (fnis, sådan noget kommer man altså til at tænke på)

Grunde til at springe ud:

- Ikke leve i konstant frygt for at blive afsløret
- Muligheder for klummejobs og skriveopgaver
- Kunne sætte ord på processen
- Have lettere ved at udleve forfatter-drømmen
- Stå ved mig selv og Spacemermaid på godt og ondt

Min mor siger, at jeg altid kan springe ud af skabet, men at jeg ikke kan springe tilbage. Men hvor fedt er det egentlig at være i et skab? Vil jeg så aldrig kunne fortælle folk, at jeg har skrevet en bog? Det er jo stort for mig.

Jeg har ventet til at sige det her til et perfekt tidspunkt. Og til jeg var klar. Men jeg er kommet frem til, at jeg aldrig nogensinde bliver klar …

I ved, at jeg har været stresset, arbejdsmæssigt og følelsesmæssigt men ikke helt hvorfor. Ud over mere end fuldtidsarbejde og et forlist forhold, har jeg tumlet med eget projekt. Og nu kan jeg ikke holde tæt længere. Har holdt det hemmeligt, fordi der var folk, der skulle spørges først. Men også fordi, det er et super følsomt emne. Here goes:

Min tidligere blog udkommer på bog! Til maj på Politikens Forlag!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Min drøm har altid været forfatterskab, men min blog var min dagbog, min betroede. Det var IKKE meningen, at den skulle ud til så mange, og jeg skrev udelukkende for at få ting ud af systemet. Led af bloggernoia. Men januar 2006 blev jeg kontaktet af Bogudvikling.dk. De havde læst min blog og synes, det var udgivelsesmateriale. Vi havde et møde, og jeg var sindssygt smigret!!!!

Jeg skrev langt mere hudløst end nu. Ingen fra min omgangskreds vidste, at jeg bloggede, så der var intet filter. Skulle disse tekster udgives? Om orgasme, dummerter, familiefester, karriere og forelskelse? Paradoksalt nok er jeg faktisk en meget privat person.

Der var mange grunde til, at det tidspunkt, hvor jeg blev “fundet” var en alt for turbulent periode i mit liv til at overhovedet at kunne overveje det. Jeg endte med at skjule alle indlæg og holdt op med at skrive på den blog. Men lige før denne jul, næsten et år efter, rykkede jeg alligevel på det. Og så gik det hurtigt.

Forfatterskab!!!!!!!!!!! Min største drøm i hele verden!!!!!!!!!!

Alligevel kunne jeg ikke være rigtig glad. Eller sige det til nogen. Hvad vil konsekvenserne blive? Midt i bekymringerne, blev jeg kopieret og kunne IKKE lide opmærksomheden. Ville det blive sådan, at fremmede havde alle mulige teorier om mig? Ville jeg komme til at såre nogen?

Hvorfor har det været hårdt? Prøv at forestille dig at skulle fortælle din veninde, at du skrev om jeres frække børnelege, bedstemor om hendes manglende kulinariske færdigheder og en mand, du har været forelsket i, at du har skrevet om jer på nettet. Alle folk, der ikke kender til blogkulturen.

Jeg har SÅ meget mere at sige om det her. Så mange tanker. Er ved at eksplodere. Men nu sidder jeg med sommerfugle i maven og trykker udgiv. Og ved I hvad? Jeg bruger “Forfatterliv” kategorien. Det er stort!! Noget af det skønneste, der er sket for mig.

Tag godt imod mig. Please. (Ryster VILDT).

Vi har alle ar. Nogle klør stadig.

Faktisk dater vi ikke et andet menneske, men vedkommendes samlede neuroser. Hvordan vi opfører os er egentlig uden betydning - vi har i virkeligheden blot et forhold til en anden persons fortid, forældre og barndom. Al smerten projiceres over på partneren. Vi er heldige, hvis vi kommer ud af det med fornuften i behold … eller har matchende neuroser.