Spacemermaid

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her på en pæn måde. Så nu siger jeg det bare: Hundeejere er latterlige!!!

Jeg er et kattemenneske (overtager lige kendt misforståelse om, at katte og hunde er hinandens modsætninger, ligesom liv og død. Egentlig er det to forskellige dyreracer med pels, fire ben og en hale, men lad nu det ligge).

Lad mig bare slå det fast en gang for alle: Jeg er IKKE til hunde. De kan være søde på afstand, i en samtale eller i tv. Men løbende mod mig i tredimensionel udgave giver de mig akut behov for gevær. Ikke fordi jeg nyder at tage livet af noget, men fordi jeg bliver bange. Kan mærke det helt nede i maven.

“Bare den bliver derovre… klammerten”

Her i skovhus er det meget terapeutisk at gå lange ture i skoven og på marker. Lytter til Fiona Apple eller går og snakker med mig selv på engelsk. Får løst hele verdenssituationen i løbet af nogle timer. Men der er lige en mark, hvor det altid går galt. Man kan være helt sikker på, at et styks firbenet savlende Frederik pludselig kommer mod en med 100 kilometer i timen.

I dag ser jeg en kvinde gå med sin hund lidt foran mig. De er meget søde, som de går der i det fjerne. Og jeg glemmer altid mit anstrengte forhold til hunde. De går nærmere. Men pludselig bliver et styks hund alt for opmærksom på mig. Og så sker det uundgåelige - vovse bliver dybt betaget - som et barn i julemanden (noget der altid sker for mig, uanset at jeg står ved siden af hunde-elsker, der kalder på klammerten).

“Klammerten kommer!”

Og før jeg når at ane uråd styrter den mod mig. Tager bare hænderne op over hovedet per instinkt. Sådan lidt jeg-giver-op - eller jeg-vil-ikke-se-på, mens-jeg-bliver-spist. Får fremstammet: “Vil du ikke nok være sød at kalde på den?” Så siger hunde-ejeren belærende (dame med rød hue og meget stort tandsæt) “Du skal bare ikke tage armene op, så er det klart, Samson hopper op af dig!” Argh.

Prøver at ryste den ubehagelige oplevelse af mig og stadig irritation over, at jeg altid får at vide, at det er mig, der gør et eller andet forkert af hunde-ejere. At jeg sådan sender signaler ud, der siger: Kom an, kast dig over mig, gør hvad du vil!!!

Men jeg går ikke 300 meter, så kommer to sorte store hunde stormende mod mig. Jeg kan se deres tænder, fordi de galloperer. Jeg har hørt, at man skal sætte sig ned og lade være med at kigge dem i øjnene. Men jeg kan simpelthen ikke få min krop til at lystre. Jeg vender mig om og skal til at løbe, men kommer i tanke om venindes advarsel “Hvad du end gør, begynd aldrig, aldrig at løbe”.

“He´s looking at you kid!”

Så beder jeg en indtrængende bøn til hundepolitiet og står stille med ryggen til - med hænderne lydigt nede langs kroppen. Men to hunde synes åbenbart også det er en invitation, for pludselig hopper de op af mig. Og hvidt jogginsæt ligner nu virkelig noget fra militæret.

Hører skinger stemme skære igennem “Vil DU ikke godt pas på dine skide hunde!” Finder forbavset ud af, at det er min egen. En mand råber formildende: “De vil dig jo ikke noget ondt, vil bare sige hej”. (Ja hej narrøv). Efter hvad der synes som en evighed, hører jeg ham fløjte, og så er de væk. Som et mareridt.

Jeg går hurtigt væk i den retning, jeg står (kolliderer med busk, men pyt). Og så kan jeg mærke det. Jeg er næsten ved at græde. Føler mig forulempet.

“Altid huske, aldrig glemme. Snor på ude, først af derhjemme!”

Så hundeejere: Vil I ikke godt putte jeres hunde i snor, hvis de har en tendens til at hoppe op af fremmede mennesker? Det kan godt være, at Luffe foretrækker Pedigree fremfor 29-årigt gammelt kød med frygt-feromoner (!) Men det er ligesom at sige til folk, der er bange for at flyve, at der er større risiko for at dø i et biluheld. Eller at danske edderkopper ikke er giftige til en araknofob. Det hjælper ikke!!!

Og LAD VÆRE med at opdrage på mennesker, der egentlig bare vil gå lidt i fred og ro på en smuk efterårsdag.

Tak