Det her er alligevel næsten det værste, sagen har bragt med sig. Den fantastiske forfatter Kjeldberg, der brænder for at skrive og altid passede på andre før sig selv, tager en blogpause
Læs her.
Ja måske stopper hun helt grundet affæren. Hun tænker på sig selv før andre i sådan en grad, at da henvisningen til Stensamler i forfatterliv-kategorien på forsiden blev skjult grundet rokering, så skrev hun til administrationen, at de hellere skulle fjerne hende. Som konsekvens, sammen med nogle andre overvejelser, stoppede hun her på URBAN.
Kjeldberg kæmper for at slå igennem og få sit manuskript antaget af et forlag. Hendes blog er fyldt med interessante tanker om forlagsbranchen og det at være forfatter. For ingen tvivl om at hun har talent og nok skal brage gennem muren.
Jeg kom hjem til mails fra hende med, at jeg var blevet omtalt i hårde vendinger på hendes blog. Uden at angive nogen med navn, hvilket er et skønt træk. Det blev for meget for hende. Den måde bloggere behandler hinanden på. Jeg havde lige skrevet et personligt indlæg, der lagde det her bag mig og handlede om forhold, men skjulte det, da jeg forstod, at der er nogle derude, der virkelig ikke bryder sig om mig efter hele affæren. Hvorfor så åbne op? Så er man jo dobbelt sårbar.
Men efter jeg havde besøgt hendes blog, blev jeg dybt ked af den konsekvens, det havde fået for én, der slet ikke er involveret direkte. Og så tænkte jeg… fandeme nej. Der sidder nogle, der ikke forstår, hvad det vil sige at blogge. Nogle der hellere vil svine hinanden til og gøre alt for at få flere læsere. Men hvorfor ligge under deres tyrani?
Jeg vil ikke elskes for nogle tekster. Eller hades. Hvis bare folk kunne forholde sig til det skrevne. Elsker kommentarer, hvor folk kommer med deres oplevelser. Hvis det er, der er kommet så meget fokus på mig nu, at folk sidder klar for at flå mig, så har jeg rigtig svært ved at blive ved. Kan måske slette kommentarer i en tid, men jeg er også for følsom til at kunne blive ved med at lukke i. Også fordi jeg skriver om personlige ting.
Fik en skøn mail af en garvet blogger, der har fået mange hug i tidens løb. Om at lukke ørerne i, knibe ballerne sammen og glemme kritiske røster. Det vil jeg gøre. Og ellers må jeg skifte hylster eller stoppe. Håber at Kjeldberg kommer tilbage til sin ødegård, og at folk vil respektere hende, mig og alle andre nok til at holde alverdens grovheder til sig selv. De kan jo skrive til:
jeghaderenmassetingogbloggereerstupide a…. Det må man godt for ytringsfriheden
Det svarer til en japansk café for folk med kærestesorg. Her kan folk stikke hovedet ind i et rum gennem væggen og råbe for at få afreageret. Det er bedre end, de går og gør det på gaden overfor mennesker, der ikke har gjort dem noget.