Spacemermaid

Vores allesammens vagthund: Minnaboshund har spottet en blog, der reklamerer for divese produkter. Giver hende ret. Og så er det, jeg kommer til at tænke på min egen. Reklamerer jeg for min blogroman? Har faktisk købt et nyt domæne, fordi jeg gerne vil have lov til at skrive om bogen med god samvittighed. Men kan ikke få taget mig sammen til at oprette en ny hjemmeside og evt. blog, da jeg jo har det dejligt herinde.

Mit spørgsmål er: Må forfattere skrive om deres romaner på blogge? Er det reklame?

Personligt elsker jeg at læse Kjeldbergs blog om hendes bogs tilblivelse, og hendes finurlige tiltag med hovedpersoner, der holder blogs. Det er en ensom proces at være forfatter. Det er svært at få udgivet digtsamlinger og at få ja fra forlag.

Ved hjælp af blogs får man mulighed for et nyt netværk og kan dele oplevelser. Man kan diskutere, hvorvidt det kan betale sig at være medlem af Forfatterforeningen, om aviser kan tillade sig at love Haiku-tillæg og så skrotte det. Om det er en fordel selv at beholde filmrettighederne. Man går fra ydmyg kunstner til at kunne stille krav og føle en form for solidaritet med andre i samme situation.

Mest af alt har det for mig været en kæmpe lettelse at kunne skrive åbent om romanen. Jeg var meget nervøs, da jeg afslørede, at Spacemermaid udkommer, og jeg gik mig en lang tur, fordi jeg vidste, jeg ville blive vildt påvirket af jeres reaktioner. De betyder mere for mig, end anmeldere osv. I er jo mine læsere. Var også bange for jalousi og en form for udstødelse.

Men det har været fantastisk. Ikke kun fordi der var positiv respons, men også fordi at jeg ikke har venner eller familie, der blogger. Det er svært at skulle forklare, hvordan man kunne gøre noget så absurd, som at grine (kærligt) over familien med fremmede - eller beskrive sit sexliv. Som blogger forstå man, at der ikke er tale om udlevering eller ekshibitionisme, men om udveksling. Man bliver fortrolig med mange og føler sig selv priviligeret, når man kan følge med i andres liv.

Jeg kommer til at købe Kjeldbergs roman og har bestilt “Den tavse amerikaner” på biblioteket efter blog-omtale. Har tænkt mig at anskaffe Beologens digtsamling, og så krydser jeg alt, hvad jeg har for, at Borgen ser lyset og udgiver Digtafons.

Synes det er et privilegie at føle et tilhørsforhold til forfattere og deres værker, fordi man har fulgt med. Det er sindssygt svært at slå igennem og klare sig som kunstner. Og hvis forfattere ikke tager det redskab i brug, de er bedst til (ord), hvem skulle så?

For mig handler det mest om at skrive mig mod til at springe ud og klare pressens reaktioner (hvis der bliver nogen). Og at få forklaret hvor svær en beslutning det har været for mig. Så jeg håber ikke, jeg bliver stemt ud! Ville jo ikke kunne kalde mig forfatter om en måned, hvis det ikke var for mit blogliv.

Da vi skulle finde på en forside til min blogroman, ville vi gerne have noget, der var lidt skævt og anderledes. Jeg havde en masse elementer, jeg synes, det ville være sjovt at inkorporere - såsom pingvinstænger og andre af Spaces kendetegn. Jeg ønskede ikke en figur og slet ikke mit billede på.

Men jeg fik at vide, at det ville blive for collage-agtigt og ikke passe til en forside. Som illustrator havde Suzette fra Bogudvikling.dk lagt mærke til den unge kunstner Pernille Enoch, der har et galleri på Frederiksberg.

Da jeg fik det første, hurtige udkast, blev jeg svimmel. Og det var ikke af glæde. Hun havde valgt et ansigt af en pige med store hornbriller, hvor man kan ane genskærret fra en computer. Dette udstillede alle ikke-bloggeres fordomme om bloggere:

Jeg så for mig en pige, der var computernørd, trist og virkelighedsfjern. Det kunne ikke være længere væk fra Space, som netop levede livet meget intenst og blot brugte bloggen for at få styr på tankerne. Og følelserne. 

Pernille var en drøm at arbejde med, og vi diskuterede frem og tilbage, indtil hun sendte denne forside:

Jeg kan godt lide, at hun smiler lidt drømmende, og at hun er sorthåret, så man ved, det er en collage over en anonym blogger. Et par af mine gamle læsere synes ikke, hun helt er Space - men det er ok. Det er jo “bare” en illustration - ligesom tegningen af Spacemermaid på min blog.

Vi prøvede også billeder, hvor hun grinte med åben mund, men så gik der Nynne i den. Jeg kan godt lide dobbeltheden mellem rum og vand. Og den skøre ternede hale.

Ps. Tak til Yoda for udførlige instrukser mht at oploade billederne.