Hvem kan? Kanter kan…
onsdag, 08.11.2006.Nåede frem til Kanters område og så en fyr ved hjørnet. Kiggede indgående på ham. Han smilede til mig. Det var ikke meningen, vi skulle mødes der. Men måske var han ivrig?
Cyklede over til ham, men fik så et sug i maven. Ikke af de gode. Han lignede virkelig ham på billedet fra dating.dk. Bare ti år ældre og tusind gange ondere.
Cyklede forbi ham over fortorv. Meget akavet manøvre. Han piftede. Fik et indre glimt af mig hugget i småstykker og min mor i ulykkeligt skrål, når politibetjenten fortalte hende, at hendes datter mødte “Jaguarens” fætter. Overvejede hvad der skulle stå på gravstenen. Kom frem til: “Dating blev hendes død”.
Ringede til Kanter, da jeg havde kørt rundt om et hjørne. Besluttede mig for at tage direkte hjem, hvis det var ham.
Space: “Øh hej…. var det dig, jeg lige cyklede forbi?”
Verdens sødeste mandige latter.
Ham: “Mig, nej jeg er stadig hjemme!”
Space (glemmer alt om at være cool): “Jeg ved ikke om det her dating er mig. Hvis du er ligesom ham manden, der lignede dig lidt i en ubehagelig version, så vil jeg ikke være med mere”.
Han forsikrede mig om, at han grænsede til det kedelige.
Vi aftalte, at han lige skulle komme ned. Vi kunne bare gå en tur… Det næste der skete, tør jeg ikke tænke på… midt om natten (Kim Larsen?) Så min drømmemand ud af øjenkrogen og parkerede i busk. Og når jeg siger i busk, så skal det tages bogstaveligt. “Hvad gør du med min hæk?”, tøvede han med et nu nervøst sitrende smil, da mit forhjul stak ud på den anden side.
Heldigvis var han heller ikke særlig tjekket rent motorisk. Gav mig et knus (hele 190 cm) og trådte samtidig på mine fødder. Med sine cirka 80 kg. Sørgede for at hvine feminint. Kierkegaard skriver om to elskedes møde i “Forførerens Dagbog”. At det føltes så smukt for dem, men at det i virkeligheden ser frygteligt ud, når to voksne mennesker stammer og fumler rundt. Det kan han så have ret i.
Snart spillede han guitar for mig i sin lejlighed i tredimensionel udgave uden den der ringen, når man har fået post. Følte mig en lille smule betaget. Vi behøvede slet ikke tale. Han sang, og jeg drak vin (så er opgaverne fordelt) og kiggede stjålent på vidunderet. Ikke spor kedelig. Des mere jeg drak, nu bedre lød det.
Fortsættelse følger…
