Spacemermaid

Så har jeg lige formået at få panikangst i min brusekabine. Vi deler mange sjove stunder. Ham og jeg. Oversvømmelse og blotning foran stilladsarbejdere.

Nu kunne jeg ikke slå skydedøren fra. Stod der som en nøgen, småfrysende guldfisk og kunne hverken komme ud eller klare at blive. Hvad gør man så? Svar: Skriger “Neeeeeeej” og hamrer på glasset. Ventede vel nærmest på en scenen i Psycho, hvor min schampoo i virkeligheden var en forklædt fan af udstoppede dyr.

Heldigvis fik jeg kontrol over mig selv og fik endelig lirket døren fra.

Hader lukkede rum. Jeg kunne ikke selv trække vejret, dengang det var en sport for folk at rende rundt med hovedet først ned i en sovepose.

Har også engang gået i panik på en scene midt i “Den Lille Prins”. Som slange var jeg viklet ind i grønt stof, så jeg hverken kunne røre arme eller ben. Blev lagt på scenen, men midt i prinsens enetale, gik der slange-boogie i den. Jeg begyndte simpelthen at bølge - kunne ikke klare at være gjort lam. Til sidst skreg jeg: “Hjææælp! Hjææælp.” Har aldrig haft mod på en rolle siden.

Jeg kan også blive angst over knus, der varer for længe på meget varme sommerdage i bussen. Det måtte min x sande, da jeg måtte bede ham om at sidde på et andet sæde, så jeg kunne trække vejret.

Men alligevel overrasker det mig, at jeg blev panikslagen i en gennemsigtig brusekabine. Hvad så jeg for mit indre blik? At jeg skulle blive der altid?

Pas på! Der er hacker-angreb i omløb. Det er kamufleret som en vedhæftet Tele2 regning. I virkeligheden er det et spionprogram, der aflæser din kode og tapper din bankkonto. Jeg har lige set det i tv, og er ret glad for at jeg ikke klikkede på vedhæftningen, der tikkede ind i min mailbox i dag!!! (Ikke at der er så meget at snuppe).

“Hack af - Fuckers!”

God aften! Jeg skal synge. Jubii.

Ps. Måske skulle jeg omdanne min blog til en form for forbrugervejledning eller OBS. I skitzofrene øjeblikke kan jeg sagsøge folk, der linker til min blog

I 1997 blev jeg forelsket på en måde, jeg ikke helt havde prøvet før. Det var “I”, som jeg mødte i udlandet og rejste rundt med. Jeg havde aldrig mødt et menneske som ham. Vi var hinandens modsætninger og alligevel så ens.

Men til sidst gav vi op, fordi vi boede i hvert vores land. (Det lyder mere roligt, end det var. Han cyklede på impuls til Danmark i det tøj, han havde på, fordi han fortrød - og jeg græd mig i søvn hver nat i et halvt år).

Jeg troede aldrig, jeg skulle komme mig over ham. Vi har set hinanden tre gange siden. Han vil altid være noget særligt for mig. Rodløs, lidenskabelig og en drømmer. Vi kan tale om alt, og han kan få mig til at grine. Han er sindssygt impulsiv og let at være sammen med. Farligt bekendtskab, da han er umulig at “tæmme!”

Igår skrev han en mail til mig om, at han tænkte på mig. Hvordan havde jeg det? Kunne vi ikke tale sammen i telefonen?

Nu har vi talt sammen i to timer næsten. Han skal være far!!!

Lidt trist. Ikke fordi at det skulle have været med mig. Men fordi at intet nogensinde bliver det samme igen. Det var et uheld, men de var forelskede og uforsigtige. Nu flytter han til udlandet med hende. “Fra nu af er der to mennesker, der skal være med til at træffe mine beslutninger”, sagde han.

De sidste ord til mig var “Be happy!” Det lød som farvel. Det var et farvel.

“Never interrupt your enemy when he is making a mistake.”

Napoleon Bonaparte (1769-1821)

Hvordan ved du, at du er ved at blive gammel? Måske, når du har skrevet dit første læserbrev til lokalavisen om nogle bænke, der er idiotisk placeret i en park. Halleluja. Tør ikke sige det til nogen.

Det værste er måske ikke at brokke sig over noget så ligegyldigt som bænke. Det værste er, at hver gang jeg er gået forbi dem, har jeg mærket en vild irritation - og haft lyst til at stoppe det nærmeste menneske og diskutere højrøstet, hvorfor bænkene peger mod en mur og ikke mod det grønne.

Og selv - hjemme i sikker afstand - har jeg tænkt: HVORFOR? Hvorfor?

Før jeg får set mig om, er jeg blevet som min venindes vicevært Bodil. Hun klager, hvis man stiller cyklen forkert (roser, når det gøres rigtigt). Boede i hendes lejlighed i en kort overgang.

Hun råber af biler, der kører over kantstenen ved hjørnet. Og hænger ud af vinduet, hvis man bruger den forkerte container til skrald. Og har man en hue på, når man skal vaske tøj og går gennem gården, kommer hun nærmest løbende for at afsløre én i at have givet vaske-poletter til en fremmed. Hun er skøn og skræmmende.

Jep. Giv mig fem år.

På litterær/nørdet Coupland-opfordring af Navnløs kommer min liste. Kan svare på alt indenfor:

1) Knudemænd
2) Slå op-sætninger
3) “No says” i et forhold
4) Faldgrupper på Magistrenes A-kasse
5) Stress symptomer
6) Glamour (speciale: Brooke Logan)
7) Billig rødvin fra Netto (ikke årgang - men prisklasser)

Kryptonit? Se listen ovenfor! Og at gå i byen på Vesterbro (folk er lidt for smarte til min smag - ender altid med at føle mig lidt nusset)

Der er nogle, der synes, det er charmerende at være distræt. At det er sådan lidt sødt. Dem, der siger sådan, er ikke selv distræte! Ligesom folk, der synes, at fregner er fantastiske. De er ikke befængt med dem på næsen en varm sommerdag.

Distræt er mit mellemnavn. Det er desværre også N´s. Har ryddet alt op (læs: proppet al slags materiale ned i skuffer) og lasagnen er klar. Sipper et glas rødvin og føler, at det er lidt luksus at skulle se veninde på en hverdag efter lang arbejdsdag for begge. Hun er lidt sen på den. Så ringer mobilen.

N: “Hvor bliver du af?”
Space: “Hvor bliver DU af?”
N: “Vi skal da være hos mig! Jeg har lavet mad. To retter og desert!”
Space (shit det er ikke lige maden, jeg skal sælge mig selv på): “Du har ikke set min lejlighed mere end et par gange.”

Nu er hun på vej. Jeg kan ikke engang tilbyde fryser til luksus sorbet (”60 kroner” lød det anklagende, rungende i telefonen). Vi havde simpelthen glemt at aftale sted. Jeg har kigget i mail og beskeder. Ingen af os har nævnt hvor. Kun tidspunkt. Flot!!!

Ups.

Ps. Glad for at det ikke er mig, der skal ud på cykel. Må hellere hælde lidt ekstra vino på hende.

Dejlig dag. Sad på arbejde og legede, at skærmen var solen. Det er forår alle steder. Sommerfugle basker i maven, og mine veninder får pludselig underlige indfald. Som hvert år i marts. Én skal begynde til klarinet (?), en anden vil være rødhåret og en tredje har besluttet sig for at skifte job. Kan bedst identificere mig med sidstnævnte.

Jeg har en time til at rydde min lejlighed op og har slet ikke tid til at blogge. Den ligner Ungdomshuset på en god dag - bare uden hygge. Min veninde N (sanglærken) kommer til middag og rødvin. Glæder mig.

På grund af løbsk dankort igår, har jeg været i Aldi og købt billig vegetarlasagne. To singler til 9 kr. stykket. Ned i et fad. Lidt frisk tomat på og så god som hjemmelavet. Det opdager hun aldrig. Space delight!

Ingen kemi! Måske var det fordi, at vi begge havde kold vand i flaskerne. Blev lidt befippet, lige da jeg så ham.

Havde “lånt” en tom flaske fra omklædningsrummet, fordi jeg havde glemt min hjemme. Var ret mundstykke-forskrækket og holdt derfor flasken højt for at undgå læbekontakt.

Desværre undgik jeg også vands kontakt med munden. Så stod sådan set og hældte vand ud over “min barm”. Lidt ligesom Edie i Desperate Housewives, da hun vaskede bil foran Mike. Eneste forskel er, at jeg ikke stod i mini cowboyshorts eller smilede forførende. (Mener heller ikke, hun skreg “fuck!”)

Jep. Gnisten er væk.

I dag gik jeg ud af min krop og ind i en butik. TO TIMER senere kom jeg ud med ondt i dankortet. Jeg var den eneste derinde, og ekspedienten brugte mig som tøjstativ til hendes nye kjoler. Hun satte ting sammen, jeg aldrig havde drømt om. Så mig selv stå i kjole med lilla gamascher under, et vildt bælte og sorte stiletter.

Wauv. Når man til daglig går rundt i slidte jeans og sweatre med matchende mørke rende under øjnene - og pludselig ser sig fra sin feminine side, kan man godt blive lidt overrasket. At hun er derinde bag praktiske Gerda.

Hun fik mig ned i en blå silkekjole. “Det er altså ikke lige mig” sagde jeg flovt bag alt for utæt forhæng. Men før jeg kunne nå at sige “løbsk delle”, kiggede hun ind. Trådte begejstret tilbage. Sagde, at kjolen sad perfekt og fremhævede min øjenfarve og former. Og det gjorde den. Der var bare så meget krop. Min krop. Alt kommer frem i en silkekjole. Røv, bryster, mave. Så en rigtig kvinde i spejlet.

Jeg købte andre ting, men lod den blå silkekjole være. Den kostede 1.500 kr. Jeg har ingen penge, og det er en tur til udlandet og min bror.

Men jeg kan ikke holde op med at tænke på den … og hvad, den gjorde ved mig.